
Om Timberman
VÆLG DET RIGTIGE GULV

Der er mange overvejelser, som du bør gøre dig, inden du vælger nyt gulv. For vores forventninger til gulve kan være meget forskellige. For nogle er det vigtigste materialet, og for andre er det vedligeholdelsen, der vægter højest.
Inden du vælger gulv, bør du derfor forholde dig til dine forventninger til det nye gulv. Hvor skal det monteres, hvem skal leve på det, og hvordan skal det se ud? Vi anbefaler, at du altid ser en fysisk prøve af gulvet, da det kan afvige fra det billede, man kan se på internettet. For at hjælpe med denne forventningsafstemning har vi samlet gode råd på baggrund af Gulvbranchens gode råd.
Sorteringsklasser
Trægulve inddeles efter træets udseende i sorteringsklasser, som er defineret ud fra knastantal, knastmængde og det farvespil, som findes i plankerne.
Det er vigtigt at bemærke, at der ikke findes en standard for sorteringsklasser i branchen, og derfor kan de ikke direkte sammenlignes med andre leverandører. Træ er et naturmateriale, og der kan derfor være mindre forskelle på produkter fra forskellige leverancer af samme produkt. Leverancen vil altid være inden for sorteringens tolerancer.
Slidstyrke og brugsklasser
Vores Novego og Wicanders gulve er blevet testet for deres slidstyrke og er blevet inddelt i brugsklasser, som viser deres tekniske kvalitet. Klassificeringen er baseret på test af gulvets slidstyrke og modstand mod indtryksmærker.
Brugsklasserne er opdelt i tre kategorier:
Bolig: 21-23
Erhverv: 31-34
Let industri: 41-43
Vores vinyl- og korkgulve har en brugsklassificering på 33. I få tilfælde kan den være 32 på nogle produkter, og i andre tilfælde kan den være 34.
Lyset indvirkning på gulvets udseende
Modlys fra vinduer, lamper og lignende påvirker træets udseende. Derfor kan et gulv godt opfattes anderledes afhængig af dets omgivelser - det gælder både farve og overfladestruktur.
Lys vil over tid ændre træets farve, men det er en langsom påvirkning, og det er derfor ikke sikkert, at du vil bemærke ændringerne med det samme. Farveændringer vil typisk blive mere tydelige, når tæpper eller møbler fjernes.
Rengøring og vedligeholdelse
Gulvet er vores største inventar i boligen, og derfor er der behov for at beskytte det i hverdagen for at bevare et smukt gulv i længere tid. Ved at sætte filtpuder under møbelben, placere en dørmåtte ved indgangen og støvsuge gulvet regelmæssigt, kan man minimere risikoen for mekanisk slid og ridser forårsaget af sandkorn.
De fleste trægulve fra Timberman er overfladebehandlet med Easy To Clean, hvilket gør den daglige vedligeholdelse nemmere. Selvom gulvet fra fabrikken har en stærk overflade, er det vigtigt at holde øje med gulvet. Ingen overflader er uopslidelige, og derfor anbefaler vi, at man afhængig af brug, behandler gulvet med et plejemiddel, der er beregnet til den pågældende overflade.
Gulvets form
Gulvfladens geometri har betydning for, hvordan gulvet vil bevæge sig. En gulvflade uden opbrud af f.eks. søjler, køkkenøer eller andre bygningsdele skal kunne bevæge sig frit og uhindret i skiftende luftfugtighed.
Montering af gulvet gennem døråbninger og smalle passager vil være uhensigtsmæssigt, da gulvet vil blive bremset i sine frie bevægelser.
Fuger i trægulve
Træ svinder og udvider sig i forhold til den luftfugtighed, det befinder sig i. Der opstår derfor naturlige ændringer i gulvbræddernes bredde. Ændringerne vil være størst i et massivt trægulv, hvorimod et lamelopbygget gulv vil have mindre svind og udvidelse, da gulvets opbygning sikrer bedre formstabilitet. Fugernes størrelse vil være størst om sommeren og mindst om vinteren - et trægulv vil være pænest i en relativ luftfugtighed mellem 30 og 65%.
Vores trægulve monteres alle sammen som svømmende gulve. De skal kunne udvide sig og svinde uden at der opstår uønskede fuger, og der skal være mulighed for, at gulvfladen kan bevæge sig frit.
Egenlyd i trægulv
Der kan forekomme spændingslyde i et trægulv, som høres som mindre knirke - eller knaselyde. Det er helt normalt for et trægulv. Træ påvirkes af sine omgivelser og vil derfor blive påvirket af rummets temperatur og luftfugtighed. Lydene kan variere fra årstid til årstid.
Egenlyd i vinylgulv
Der kan forekomme egenlyd i et svømmende vinylgulv. Et svømmende gulv vil kunne give sig, og det må derfor ikke forventes at være lydløst.
Vær opmærksom på, at undergulvet skal være helt plant og overholde tolerancekravet på +/- 2 mm over 2 meter retholt.
CE - mærket
CE - mærkningen findes på alle vores gulve. Et CE-mærke skal henvise til en DoP (Declaration of Performance), som er en Ydeevnedeklaration.
Et CE-mærke kan indeholde oplysninger om gulvets egenskaber.
Certificering
Vores gulve har forskellige certificeringer. Du kan finde mere information om certificeringerne her.